Er din kommende arbejdsgiver en prinsesse? – så gør som Klodshans
Vi ved det godt. Vi skal vise, hvad vi kan, når vi søger et job. Det skal også gøres relevant og interessant. Men hvorfor får jeg ikke jobbet, når jeg nu kan så meget? Nogle gange bliver vi alle ligesom de kloge brødre i eventyret Klodshans, når vi skriver en ansøgning. Her får du nogle tips til at blive den, som får både kone og trone – ligesom Klodshans.
I et jobopslag kan der let være nævnt mellem 30-40 opgaver og kompetencer. Det kan derfor være svært at skrive en målrettet ansøgning, men selv med kun ét krav, er jobbet ikke altid let at få. Det ser vi i H.C. Andersens eventyr om Klodshans.
Jobopslaget
”Prinsessen havde kundgjort, at hun ville gifte sig med den mand, som hun fandt bedst kunne tale for sig.”
Sådan står der i det første afsnit af eventyret. Det er samtidig stillingsbeskrivelsen til jobbet som kommende mand og konge. Arbejdsgiver ønsker blot, at du skal kunne tale for dig. Hvor svært kan det være?
Den tanke synes at have ramt de to ældste brødre i eventyret. For som der står videre, så havde ”de forkundskaber og de var nyttige”. De forbereder sig nu i otte dage på jobsamtalen.
Ansøgning
Som du sikkert ved, så ridder de to brødre afsted på hver sin hest. Men de er ikke alene for deres yngste bror, Klodshans, hopper op på sin gedebuk og drager med dem mod kongeslottet.
I udgangspunktet er de to brødre måske nok bedst egnet, da de kan jo virkelig kan mange ting. Og de kan tale om de ting, de selv kan. Det er bare de færreste prinsesser eller arbejdsgivere, som kun vil høre om, hvad du kan. Dine evner skal omsættes til noget, som din næste arbejdsgiver kan bruge og se sig selv og organisationen have brug for.
Men lad os se, hvordan de tre brødre klarer den opgave.
Samtalen
Mens de to brødre har øvet sig, så har Klodshans først hørt om jobbet lige før samtalen, og han må derfor bruge rejsen til slottet på at forberede sig. Her samler han en krage mv op fra vejen.
Inde ved prinsessen møder de noget, som ingen af de to ældste brødre havde forudset. De har viden og de har øvet sig på den viden, dog har de ikke tænkt på, hvordan den viden kunne blive nyttig for prinsessen. De kommer til kort og får et ”Væk!”.
Det brødrene mangler i at omsætte viden til potentielle resultater, har Klodshans i metermål. Han er ikke lært i de samme ting som brødrene, men han viser, hvordan de erfaringer og kompetencer, han har i lommerne, kan være nyttige for prinsessen. Hun slutter endda af med at sige: ”Det var fint gjort! Det kunne jeg ikke have gjort, men jeg skal nok lære det!”
Klodshans får sin kone, krone og trone, fordi han kan vise, hvad han kommer til at bidrage med.
Skriv dig til jobbet
Næste gang du sidder og skal sende en ansøgning så se, om du kan sætte hak ved disse punkter:
- Indledning: Motiver hvorfor du søger jobbet og organisationen. At en stilling er ledig, er ikke nok til, at du vækker deres interesse, men vis i overskriften og første afsnit, hvordan du skaber værdi.
- Bidrag der matcher jobbet: Remser du op og fx har skrevet: ”Jeg har stærke evner inder for projektledelse og motiverer andre via god kommunikation.” Så skal du i stedet vise, hvordan du bruger dine stærke evner og motiverer. Giv eksempler på, hvordan du vil bruge dine kompetencer i det nye job, som fx her:
”Jeg er bestemt handlingsorienteret, selvstændigt arbejdende og yderst struktureret, og jeg glæder mig til at komme i gang med at definere datamodellen, så configuration management databasen kommer til at indeholde de rette configuration items (CIs), de nødvendige attributter til disse samt de relationer, der skal til for at binde CIs sammen. Dette skal selvfølgelig ske i samarbejde med change management, andre interne interessenter samt leverandørens configuration managers, da det i denne proces er yderst vigtigt at lytte til og involvere alle implicerede parter, så vi ikke overser relevant information.”
Ansøgeren har i begyndelsen en liste over kompetencer, hvilket kunne have været anderledes, men bagefter vises der, hvordan disse færdigheder vil blive brugt til den aktuelle opgave i den ledige stilling.
- Afslutning. De skal have lyst til at høre mere om dine ideer, hvad du kan bidrage med eller hvordan du håndterer bestemte opgaver. Derfor skal du ikke skrive, at du håber på en samtale. Nævn, hvad du har med til en samtale, fx tre eller ti nye ideer til at involvere kunder, hvordan du leder virksomheden sikkert igennem et givent projekt eller sikre en stabil drift. Bliv ved med at byde med, hvordan du gør en forskel.
Har du lyst til at få feedback?
Hvis du vil udvikle din ansøgning og CV, så klik her for at tage kontakt og en snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig godt videre.